Teknologi i vores ejendomme kan hjælpe os til en mere sikker genåbning

I Danmark såvel som i mange andre steder rundt omkring i verden er vi i gang med en nødvendig men også yderst vanskelig genåbning af vores samfund. Samtidigt er det efterhånden også blevet klart for os alle, at coronavirus ikke er noget, vi slipper af med lige med det samme. Det er med andre ord en virus, vi skal lære at leve med.

 

Men som samfund har vi ikke råd til at lukke ned hver gang smitten stiger. Vi må derfor indrette os, så vi kan holde samfundet åbent under fremtidige virusudbrud og smittebølger. En meget stor del af smitten foregår indendørs i vores bygninger. Derfor har ejendomsbranchen, herunder også de offentlige bygningsejere, et særligt ansvar i dette. Heldigvis findes der i dag en lang række teknologier og digitale løsninger, som kan hjælpe os med at minimere smittespredningen i vores bygninger.

 

Sensor-løsninger gør det lettere for os at holde den nødvendige afstand

Den vigtigste indsats mod corona er at holde afstand og at vi ikke samles for mange mennesker på for lidt plads. I helt små butikker er det let at holde styr på antallet af kunder. Men på større arbejdspladser, i kontorfællesskaber og i store butikker og butikscentre er det meget vanskeligt at monitorere dette manuelt. Her findes der i dag forskellige sensorløsninger, der løbende kan holde øje med, hvor mange og hvilke kontorpladser, der reelt er optagede, hvornår det maksimale antal personer i et rum eller bygning er nået og om der holdes den nødvendige afstand. Ligeledes findes der løsninger, så medarbejdere let kan booke et skrivebord hjemmefra inden de tager på arbejde og her altså få overblik over, om kapaciteten i et givent kontorområde er nået. 

 

Der skal styr på indeklimaet

Når vi er samlet flere mennesker indendørs, er god ventilation helt afgørende. Inden for det seneste år er der heldigvis kommet en lang række retrofit-løsninger på markedet der sikrer, at ventilationssystemet effektivt renser luften og dræber uønskede vira og bakterier. Generelt bør ejendomsejere lade deres ejendomme gå ind på en mere digital platform, der gør det muligt at overvåge ejendommenes helbred og indeklima i realtid. Der i dag allerede løsninger, der ned på et meget lokalt niveau og på mange parametre kan monitorere indeklima og luftkvalitet i vores bygninger. Skal det for alvor batte, skal data og viden om indeklimaet naturligvis bruges til at forbedre det. Derfor bør de fleste ejendomsejere investere mere i intelligent og databaseret styring af ventilation, varme og køling. Dette er samtidigt ikke kun et spørgsmål om at undgå spredning af vira. Det er generelt en god investering med stor betydning for vores sundhed, velvære og produktivitet. Og så er der også ofte store besparelser at hente på varme- og elregningen.

 

Digitale kontakter og adgangssystemer kan minimere kontaktflader

Dørhåndtag og kontakter er hotspots for spredning af vira og bakterier - også for coronavirus som kan overleve på hårde overflader såsom stål og plastik i op til 72 timer.  Kontaktløse nøgle- og adgangssystemer, der virker via sensorer, digitale nøglebrikker eller vores mobiltelefoner er helt oplagte løsninger til at mindske smittespredningen via kontaktflader på vores arbejdspladser, skoler, daginstitutioner, hospitaler osv. Indenfor hotelbranchen har løsninger, der muliggør 100% kontaktløs check-in og værelsesadgang også oplevet meget kraftig vækst det seneste års tid. Ligeledes kan lys, kaffemaskiner, elevatorer m.v. i dag også gøres kontaktløse via eksempelvis sensor- og stemmestyringsløsninger eller via vores mobiler.


Dansk proptech-løsning sikrer optimal og sikker udnyttelse af indendørsarealer

Den danske virksomhed UbiqiSense hjælper private og offentlige virksomheder med at skabe overblik over brugen af arealer med det formål at kunne optimere kvadratmeterudnyttelsen. Med deres egenudviklede intelligente sensorer er de i stand til nøjagtigt at måle afstand mellem mennesker og koble det sammen med de faktiske kvadratmeter, der er til rådighed. På denne måde kan virksomheder på én og samme tid kan udnytte deres bygninger, kontorer, mødelokaler, m.v. optimalt samtidig med at de sikrer ’social distancing’ på arbejdspladserne.

 

Hjælper universitetsstuderende i Spanien med sikker tilbagevenden

UbiqiSense oplever netop nu stor international interesse for deres løsninger.  Ifølge Raziel Bareket, der er salgsdirektør i UbiqiSense, har kunderne især fokus på at kunne måle sikker afstand mellem medarbejdere, studerende og kunder samt at få et detaljeret overblik over hvor, hvornår og hvordan kvadratmeterne i bygningerne udnyttes. ”På den måde kan virksomhederne altid være på forkant og tilpasse sig omstændighederne. Et simpelt besøg til fælleskantinen kræver i dag en ændring i vores adfærd, hvis smitterisikoen skal minimeres. Her kan vores løsning hjælpe med at skabe et præcist overblik over antallet af personer i kantinen i realtid. Hermed kan belastningen på kantinen let fordeles, uden at medarbejderne oplever det besværligt og at det hermed går ud over glæden ved at komme tilbage,” siger Raziel Bareket.

Et godt eksempel er det store spanske universitet, IE-University, i Madrid med over 7000 studerende, hvor ledelsen har haft en meget bevidst strategi om at bringe alle hurtigst muligt og sikkert tilbage. En række initiativer blev iværksat og efter en større screening blev UbiqiSense sensorer installeret i samtlige 150 auditorier. Med løsningen har universitet opnået et detaljeret indblik i, hvor og hvordan de studerende grupperer sig. På den måde sikrer man, at de tilstedeværende studerende fordeler sig over hele campus og dermed udnytter arealerne smart uden at de sidder for tæt.

 

Slut med spildtid på kontoret

Den voksende efterspørgsel efter UbiqiSenses løsninger skyldes dog langt fra alene covid-19. Ifølge Raziel Bareket er den digitale transformation i fuld gang i ejendomsbranchen og ude på de enkelte kontorer og arbejdspladser. Spildtid på kontoret er noget af det, som mange medarbejdere og virksomheden gerne vil undgå. I en spørgeundersøgelse blandt 1000 medarbejdere foretaget før Covid-19 svarede 40%, at de i gennemsnit brugte 30-60 min arbejdstid om ugen på at finde ledige mødelokaler. Ifølge Raziel Bareket er mange virksomheder, små som store, netop nu i fuld gang med at planlægge, hvordan de kan transformere kontoret fra en arbejdsplads til en samarbejdsplads. Et sted hvor de ansatte kommer for at socialisere, arbejde sammen med kolleger, og kun i mindre grad lave fokusarbejde, som traditionelt ellers er foregået i storrumskontorer. Med flere møder og komplekse samarbejdsaktiviteter vil behovet for i realtid at kunne styre areal- og møderumsanvendelse og eliminere spildtid derfor være et endnu vigtigere parameter.

En helt ny rapport fra PwC peger da også på, at Covid-19 vil få helt op til 80% af bygningsejere til at accelerere deres brug af teknologi i forbindelse med administration og drift af bygninger. Husleje og de dertil relaterede udgifter er en væsentlig post for virksomhederne, så de fleste ønsker helt naturligt at få mest mulig værdi ud af dem.

At kunne udnytte, optimere og tilpasse hver en kvadratmeter bliver et afgørende konkurrenceparameter - både ift. bundlinje, toplinje og medarbejdertilfredshed. At kunne spå om udviklingen er altid svært, men med vores teknologi bliver det trods al muligt at være på forkant”, siger Raziel Bareket.


 

More from PropTech Denmark


Previous
Previous

Fire områder hvor proptech vil forandre ejendomsbranchen

Next
Next

Belgian proptech Ziggu joins PropTech Denmark to enter the Nordics