Fire områder hvor proptech vil forandre ejendomsbranchen
Lad os starte med at slå fast: Alle dele af ejendomsbranchen og dens værdikæde er under konstant forandring grundet den hastige vækst i nye innovative proptech-løsninger. Der er så at sige ingen dele eller aktører i ejendomsbranchen, der ikke vil mærke forandringens vinde fra den omsiggribende digitale transformation. Og her taler vi ikke om en fjern og usikker fremtid – men om noget, der sker her og nu.
Ser vi nærmere på den seneste udvikling og nyeste trends inden for ejendomsmarkedet, politiske initiativer og regulering på området samt ikke mindst teknologi-modenhed, vurderer vi dog, at proptech det kommende år især vil ændre ejendomsbranchen i Danmark inden for fire områder – nemlig 1) bæredygtig bygningsdrift, 2) indeklima, 3) kontormarkedet og 4) co-living – boligfællesskaber.
1) Øget fokus på bæredygtig bygningsdrift
I dag kommer omkring 40% af Danmarks samlede CO2-udslip fra opførslen og brugen af bygninger. Regeringen har da også inden for den seneste tid vedtaget flere initiativer og regler, som skal sænke energiforbrug og CO2-udslip fra vores bygninger. De fleste forskere og eksperter inden for branchen påpeger dog, at traditionelle tiltag som opgradering af bygningers klimaskærme kun vil kunne skære knap halvdelen af det enorme CO2-udslip, som vores bebyggede miljø genererer. Med det øgede fokus på energioptimering og CO2-reduktion vil mange ejendomsejere og -administratorer i stigende grad være nødt til at implementere og anvende nye intelligente energistyringsløsninger.
Samtidigt har vi en lang række proptech-virksomheder i Danmark, som er blandt de fremmeste i verden, når det kommer til energistyring og nye digitale tilgange til samme. Eksempler på danske virksomheder inkluderer både etablerede spillere som Techem, Kamstrup, Danfoss og Keep Fokus Samt startups som NorthQ, Wise Home, IC-Meter, TIMESAFE, Enyday m.fl. Fælles for mange af disse er, at de kombinerer IoT-baserede sensorer med avancerede dataløsninger, der muliggør indsamling, kombinering, analyse og præsentation af energiforbrugs- og bygningsanvendelsesdata.
2) Bedre indeklima
Tæt forbundet til problemstillingen omkring energistyring er et hastigt stigende fokus på indeklima. Voksende krav fra bebore, medarbejdere og andre brugere af vores bygning til et sundt og komfortabelt indeklima drives dels af et generelt samfundsmæssigt fokus på sundhed, velvære og produktivitet og dels af fremkomsten af nye proptech-løsninger.
Nye sensor- og AI-baserede løsninger gør det i dag muligt at måle, visualisere, bregne og styre indeklimaet i vores bygninger ned på et langt mere lokalt niveau end tidligere og inden for langt flere parametre (temperatur, træk, fugt, luftkvalitet, lyskvalitet og akustik). Hertil kommer, at mange løsninger ikke kun måler på objektive parametre, men også inddrager brugernes individuelle oplevelser af og præferencer ift. indeklimaet. Climaid, IC-Meter, Common Sense og Ocutune er eksempler på danske proptech-startups, som på forskelligvis tilbyder løsninger til måling og styring af indeklima.
3) Opbrud på kontormarkedet
Corona-pandemien har også forstærket og accelereret en række eksisterende udviklingstendenser på kontormarkedet. Mest tydeligt har pandemien skubbet til en udvikling, hvor mange flere medarbejdere fremadrettet vil arbejde en eller flere dage hjemmefra. Denne udvikling relaterer sig tæt til en anden global tendens, hvor vi ser voksende behov og ønsker fra både medarbejdere og arbejdsgivere om at kunne arbejde ’hvor som helst og når som helst’ – på engelsk også kaldet ’work-from-anywhere’. Det drejer sig om at arbejdstider og arbejdssted ikke er fasttømrede størrelser, men i højere grad skal tilpasse sig den enkelte og livs- og mobilitetsmønstre. Alt sammen resulterer det i et behov for langt færre faste kontorpladser og færre traditionelle kontorfaciliteter.
Proptech understøtter og forstærker denne udvikling på to måder. Først og fremmest kan digitale space-management løsninger give data og indsigter, der kan hjælpe os med at (re)designe og optimere indretningen og brugen af vores kontorer. Dette inkluderer også løsninger, hvor medarbejdere kan booke et skrivebord hjemmefra, se hvem der ellers møder på kontoret, og hvor de er, og få hurtigt overblik og møderumskapacitet i realtid. For det andet ser vi en række løsninger, der hjælper virksomheder med at få ’on-demand’ adgang til fleksible kontorfaciliteter og kontorservices. En tendens der international benævnes ’office-as-a-service’. Danske proptech-virksomheder inden for ’space-management’ og ’office-as-a-service’ inkluderer bl.a. UbiqiSense, OfficeHub, Good Monday og 2move.
4) Co-living – fremvækst i nye typer af boligfællesskaber
Både I Danmark og internationalt ser vi en stor fremvækst i nye typer af boligfællesskaber. De nye boligfællesskaber adskiller sig på mange måder fra de gamle kollektiver og bofællesskaber, som blev populære op gennem 1970’erne. Moderne ’co-living’ kombinerer i dag typisk fælleskabselementer med en høj grad af convenience og individuelle lejligheder eller huse.
De nye co-lving koncepters succes bygger i høj grad på brugen af proptech-løsninger. Dette både ift. at skabe gode beboeroplevelser og ift. at gøre co-living til en skalerbar business-case. Proptech-løsninger har nemlig meget at byde på, når det kommer til at understøtte kommunikation, interaktion og organisering af fællesaktiviteter mellem beboere og ift. at gøre brugen og driften af fælles faciliteter og ressourcer så sømløs som muligt. Danske proptech-virksomheder inden for co-living inkluderer bl.a. Almenr, LifeX, Wicomico og Generation Global. Men vi ser også en række proptech-virksomheder som eksempelvis Hococo og Prosedo, som har fokus på at lette kommunikation og interaktion mellem beboere i almindelige boligforeninger og udlejningsejendomme.